Det spidser til i Special Saloon Car

Der bliver trekamp i Special Saloon Car når Night Race på Padborg Park i weekenden lægger asfalt til fjerde afdeling af mesterskabet.

Selvom der ikke bliver fyldt helt op i feltet skal der nok blive kørt racerløb i årets næstsidste løbsweekend. I flere af SSC-divisionerne er der således lagt op til en intens kamp om vigtige point til mesterskabet.

Blandt de helt hurtige biler i Division 4 har Oliver Rosenkilde Nissen lavet et forspring på 26 point ned til Lars E. Pedersen, og bag ham er den ældre Rosenkilde Nissen, nemlig Michael, med yderligere seks point op til andenpladsen. De tre kommer til at kæmpe hårdt for at hente flest mulige point inden finaleløbet.

Det samme gør sig gældende i Division 2, hvor Porscherne regerer. Her har Klaus Hansen hele 38 point ned til Kasper Søholm, mens Henrik Moeskjær er seks point fra andenpladsen i sin BMW Z4 V10. Efter at have siddet over ved Grand Prix Danmark håber Andreas Kjærgaard at få sin Scotty GT klar til Padborg Park, så han kan kæmpe med om en podieplacering.

Første SSC-heat i weekenden afvikles fredag klokken 13.15, mens lørdagens to heat bliver kørt henholdsvis kl. 12.50 og 17.05. Løbene køres sammen med Yokohama Super Cup.