Der er op mod 20 biler til start, når Special Saloon Car er klar til anden afdeling af mesterskabet på den lille og kuperede racerbane på Jyllands næse.
Især i Division 2 er der blevet fyldt godt på med kørere i Super 2L-biler. Simon Seiersen, Sander og Jakob Steffensen samt Magnus Kastberg Jensen har alle tilmeldt sig for at få ekstra køretid på banen, og i Division 3 har både Frederik Stenå og Oliver Rømer tilmeldt sig i Super GT-biler.
Men det er ikke alt. For Ring Djursland bliver også et gensyn med Henrik Ziegler i hans Renault R.S.01, som han debuterede med i klassen i fjor. Han er tilbage i Division 3, hvor han kommer til at være i direkte konkurrence med kørere som Andreas Kjærgaard, Andreas og Nina Østergaard Borris samt Dennis Vestergaard Hansen.
Division 4 udgøres igen af Ulrik Larsen, der i sin Lamborghini Huracan Super Trofeo EVO II jagter flere podieplaceringer, mens Valdemar Eriksen i Ligier JS P320 og Henrik Schou Jensen i Aquila CR1 må forventes også at ville byde ind på dén ambition.
I Division 1 er Mik Henriksen og Kevin Rasmussen tilbage i henholdsvis BMW M3 og VW Polo GTI.