Special Saloon Car præsenterer ny samarbejdspartner

Friske vinde blæser i Danmarks ældste banesportsklasse. Med introduktionen af et nyt teknisk reglement kan Special Saloon Car se frem til et flot deltagerantal ved sæsonstarten i juni måned, og nu er der også sat underskrift på endnu en samarbejdsaftale – denne gang med klassens nye titelsponsor.

– Den positive udvikling i klassen fortsætter på fuld kraft. Jeg er meget glad for at vi kan byde velkommen til LT Asfalt som navnesponsor for Special Saloon Car i de kommende to sæsoner, fortæller Christian Siepmann, der som formand for kørerforeningen har indgået aftalen.

– Én af de helt grundlæggende forudsætninger for at vi kan komme ud og dyrke vores sport, er det sorte guld – asfalten. På den måde giver det utroligt god mening at vi har fået LT Asfalt med som sponsor i klassen, fortæller Christian Siepmann og fortsætter:

– Jeg glæder mig over at vi sammen med LT Asfalt kan skabe endnu bedre forudsætninger for deltagerne i klassen. Blandt andet er aftalen med til at sikre, at alle vores løb vil blive optaget og streamet på nettet – til glæde for både kørere, sponsorer og publikum. Og med så bredt og spændende et felt, vi præsenterer i år, er jeg sikker på at vi bliver en attraktiv klasse at opleve.

Fremadrettet vil Special Saloon Car køre under navnet SSC – LT Asfalt.

Administrerende direktør Lars Pedersen ser frem til samarbejdet med SSC – LT Asfalt og den synlighed, virksomheden får ud af samarbejdet i de kommende to år:

– Hos LT Asfalt tror vi på, at de nye og styrkede tiltag i SSC er med til at udvikle klassen, samt øge eksponeringen blandt motorsportsfans og potentielle nye kørere. Det er interessant for os, fordi vi kan udnytte synligheden som afsæt til at skabe nye værdifulde relationer og samarbejder, som kun vil styrke vores netværk i LT Asfalt og generelt hele LT Gruppen.

Han fortsætter:

– Derfor er det heller ikke tilfældigt, at vi ønskede at blive klassesponsor for netop SSC, da vi ser det største potentiale her baseret på nuværende deltagere og teams. Vi håber selvfølgelig, at alle støtter op om LT Asfalt A/S, så vi får udbytte af den økonomiske støtte, vi har bidraget med.

– Samtidig er det den klasse, hvor vi ser de fedeste racerbiler i et bredt felt, og vi ser frem til at være sponsor i sæsonen 2021 og 2022.

SSC – LT Asfalt har sæsonpremiere den 19-20. juni på Padborg Park.