Blot halvanden uge efter at have forladt Padborg Park, skal deltagerne i SSC – LT Asfalt tilbage i køredragten. Årets første besøg på FDM Jyllandsringen står for døren, og med en velafviklet første afdeling af mesterskabet i bagagen, glæder kørerforeningens formand, Christian Siepmann, sig til at komme tilbage på banen.
– Jeg tror ikke der er nogen tvivl om, at det nye Balance of Performance-regulerede reglement fungerede efter hensigten. Der var fine dueller på banen fra top til bund, hvilket var én af de ønskede effekter, og samtidig har ingen kørere fået straffe for at have kørt hurtigere end deres referencetid. Det er meget tilfredsstillende, både som racerkører og som medlem af bestyrelsen, fortæller Christian Siepmann.
Massiv opbakning til SSC – LT Asfalt
Den kommende weekends løb på FDM Jyllandsringen byder på et kærkomment gensyn med et vigtigt element – publikum. Efter et helt år, hvor racerløb har været afviklet uden tilskuere på langsiderne, lukker banen op for publikum. Tilskuerne kan se frem til et fantastisk lydbillede, når feltet af biler fra SSC – LT Asfalt kommer på banen.
Klassens nye titelsponsor, LT Asfalt, vil ligesom på Padborg Park være ekstremt synlig på FDM Jyllandsringen. Christian Siepmann er imponeret over engagementet fra klassens sponsor:
– Det overgik alle mine forventninger, da store dele af Padborg Park var markeret med LT Asfalt’s logo. Jeg synes, det er et kæmpe plus med så aktiv en titelsponsor, for det er en indsats som kommer begge parter til gode.
Løbet på FDM Jyllandsringen bliver vist live på Super GT Danmark’s Youtubekanal. Følg SSC – LT Asfalt på Facebook for at få relevante informationer før, under og efter løbene.