Kalenderen for Special Saloon Car ligger klar – og tilmeldingen er åben!

2023-sæsonen byder igen på fem afdelinger på de danske baner. I alt bliver det til to besøg på FDM Jyllandsringen og Padborg Park, mens en enkelt weekend kommer til at gå på Ring Djurslands kuperede asfalt. Den største weekend bliver Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, hvor det forventes et pænt antal – både på banen og tribunerne.

Løbskalender 2023

24-25. juni: Padborg Park
18-20. august: GP Danmark, FDM Jyllandsringen
2-3. september: Ring Djursland
30. sep-1.okt: FDM Jyllandsringen
7-8. oktober: Padborg Park

Allerede om to uger er der til gengæld mulighed for at komme ud at sparke dæk og få en god snak om løst og fast, når Motorshow 2023 bliver afholdt i Messecenter Herning. Her udstiller Special Saloon Car igen et par biler i motorsportsafdelingen. Kig endelig forbi og hils på!

Tilmeldingen til 2023-sæsonen er åbnet, og som tidligere nævnt er der igen i denne sæson gratis indskrivning i klassen. Som et ekstra tiltag vil vi gerne hjælpe med at skabe ekstra opmærksomhed omkring deltagerne. I samarbejde med Grippo PR tilbyder vi alle deltagere i klassen mod et beskedent beløb at producere en portrætartikel, som både udgives på klassens hjemmeside samt på danske motorsportsmedier. Det kan du tilvælge når du tilmelder dig klassen på hjemmesiden.

Sidst, men absolut ikke mindst, minder vi om, at der er generalforsamling i Kørerforeningen Special Saloon Car den 4. marts kl. 13.
Generalforsamlingen afholdes på Vesterbyvej 12, 7160 Tørring.